Du sikrer nøjagtighed og pålidelighed af dit regnskab ved at gøre brug af kontering. Det betyder, at du tildeler en given finansiel transaktion en regnskabsmæssig kategori eller konto, så den bogføres korrekt i regnskabet.
Indholdsfortegnelse
Hvad er kontering?
Processen med at tildele finansielle transaktioner korrekte kontonumre og betegnelser i en virksomheds regnskab kaldes kontering. Det handler om at identificere en specifik konto, som skal påvirkes af transaktionen samt angive beløb og andre relevante oplysninger som fx. dato, reference og beskrivelse.Kontering kan sikre, at alle transaktioner bogføres korrekt og kan spores tilbage til deres oprindelse. Derudover sikrer en konteringsproces, at alle finansielle data er organiseret på en struktureret og letforståelig måde.
Hvordan konterer man?
En grundlæggende trin-for-trin guide til kontering:
- Identificér den finansielle transaktion: Find ud af, hvad transaktionen beror på. Det kan være en indtægt fra et salg, en udgift til indkøb eller betaling af lønninger.
- Vælg den relevante konto: Vælg den konto, der er mest relevant for transaktionen. Er det en indtægt fra salg, vælger du en indtægtskonto. Er det en udgift til indkøb af varer, vælger du en udgiftskonto.
- Angiv transaktionsbeløb: Sørg for at notere, om transaktionen er debet eller kredit, når du angiver beløbet. Debet og kredit er to typer af bogføringsposter, som bruges til at øge eller mindske saldoen på forskellige typer af konti.
- Registrér oplysninger: Oplysninger om transaktionen skal registreres i virksomhedens regnskab fx. dato, kontonummer og -betegnelse, beløb samt oplysninger som reference og beskrivelse.
- Kontrollér din kontering: Gennemgå din kontering for at sikre, at du har valgt de korrekte konti og angivet de rette beløb og oplysninger.