Man kan få den tanke, at det bare gælder om at lancere et nyt produkt via influencere, og så stikker det helt af. Men i tilfældet med Prime er sagen en helt anden: Det handler om branding, penge og et simpelt produkt. Prime har både kørt Super Bowl-reklamer og smidt tunge, tunge influencere ind i markedsføringen, alt sammen koblet op på et enormt budget. Her får du de vigtigste årsager til drikkens voldsomme succes, og hvad du selv kan gøre for at bygge et stærkt brand.
Mit navn er Werner Valeur, og jeg er stifter af bl.a. Wolfpack og Billy. To kendte virksomheder inden for regnskab. Jeg har arbejdet med branding i mere end 20 år og vil gerne her dele mine erfaringer med andre branding-interesserede i forhold til Prime i forhold til fem indsatsområder.
Prime er et godt eksempel på, hvor effektiv den rigtige branding er, når man rammer de rette kanaler og et tilstrækkeligt budget. Her er der på rekordtid skabt et populært produkt, en flaskedrik, som både voksne og børn flokkes om. Der er nærmest opstået en slags socialt fællesskab, der går ud på, at man kan opnå den samme succes som dem, der bruges til at promovere drikken.
Ingen succes er billigt eller let købt. Forud for Primes enorme udbredelse som den nye drik på markedet har virksomheden både kørt Super Bowl-reklamer og haft kendte personer til at promovere drikkens smagsvarianter.
Prime er i Danmark en drik uden sukker, hvilket kan forekomme næsten sundt og som en oplagt erstatning til sodavand eller energidrik fra kendte mærker som Red Bull og Monster. I udlandet findes Prime fx også med koffein. Virksomheden fremhæver, at Prime undgår alt det, der er problemet med de andre, som fx sukker, og får den til at fremstå som en sund drik, hvor der er tilsat alverdens gavnlige ingredienser.
Prime er blevet stort, fordi de har lanceret produktet i et marked, hvor man ved, at energidrikke sælger – ikke kun i Danmark, men i store dele af verdenen. Det betyder, at man ved at skille sig ud gennem branding kan gøre indhug i selv kendte mærkers markedsandele.
Hos Prime har man udvalgt kendte, sportsaktive personer til at promovere drikken – fx Logan Paul, der er wrestler, og KSI, som er bokser og rapper. To stærke personligheder med stort reach på deres sociale profiler. Sådanne personer kan målgruppen af Prime let identificere sig med.
En del af Primes succes skyldes også deres content, der er meget oppe i tiden, og som gør, at brandet bygger tillid og troværdighed ved at ”låne” fra de kendte personligheder. Fx er der TikTok- og YouTube-videoer, hvor Prime præsenteres af personer med store følgerskare.
Der skal meget til at få så en succes som Prime, men mindre kan også gøre det, hvis du fokuserer på de forskellige tiltag og afsætter penge til at opbygge dit brand. Man kan godt bygge et stort brand fra bunden, men det kræver tid, penge og kreativitet som beskrevet ovenfor.